(Dairy notes, English version soon coming!)

Dagbogsnoter d.23/3-2002:

Jeg sidder på et af de utallige chekpoints mellem Hebron og Bethlehem og venter på den næste ledige minibus. Livet er så stærkt her og lidt svært at begribe. Ligenu nu er billedet præget af taxichauffører med røde Arafat tørklæder i gamle slidte macedeser, jeg tænker på hvilke historier der gemmer sig bag deres venlige men hårde ansigter. Mændene smiler så guldtænderne lyser op i de triste omgivelser.

Vi er i det palæstinensiske selvstyre-område og har tidligere i dag prøvet at komme ind i Hebrons jødiske kvarterer, men uden held. De israelske soldater lod os ikke komme ind og se området, hvorfor havde de ikke nogen forklaring på. Det førte til en længere diskussion. Vi gik rundt i bykernen og prøvede og sætte os ind i situationen ligenu med vores egne kroppe. De fysiske skader og generalle forhold ændrede sig ikke markant ved at se det, fra hvad jeg tidligere havde forestillet mig. Det der gjorde den store forskel inden i mig var de psykiske elektriske landskaber, vi gang på gang trådte ind i. En konstant stemning af et flagrende paranoialandskab er en af de volsomste menneskelige omkostninger ved at leve på vestbreden. Rygtet om fremmede europæere bredte sig hurtigt som en løbeild i byen, der blev holdt vagtsomt og nøje øje med vores tilstedeværelse fra begge sidder, det føltes som om hvert skridt blev afmålt. Ligepludselig var det hele ikke på afstand længere, vi var midt i det (så meget som det kan lade sig gøre på så kort tid), fysisk stod vi her og med alle følelserne og sanserne udenpå. Midt i den grufulde historie, som tidligere har været en sær , umenneskelig, fiktionel kendsgerning. Nu var alle hovedpersonerne i fiktionen virkelige og lige rundt hjørnerne med hjerterne fyldte af mere end jeg havde kunne forestille mig i min vildeste fantasi.

Det var grusomt at opleve at pælitinenserene i Hebron er nødt til at lukke deres marked deres butikker/ forretninger og at bybilledet er tvunget til at være en afmagtsskueplads - som om der ikke er nok undertrykkelse i andre sammenhænge bag kulisserne. Vi snoede os ned gennem gaderne til det der kunne have været et handelscentrum, nu en spøgelsesby. Ind imellem de lukkede skodder foran alle forretningerne have et par enkelte butiksindehavere lukket op, måske ikke fordi de troede de ville sælge noget, men mere for at holde modet oppe.

En af de mere overvældende oplevelser var, da de jødiske bosættere begyndte helt uprovokeret at skubbe til flere fra gruppen for derefter at skrige om retten til det hellige land og forbande os til helvede i sammen vers. De var virkelig ondskabsfulde og overdrevet fyldte med had. Vi bevarede roen så godt som det nu lod sig gøre i den situation - for de israelske soldatter havde hurtigt dannet kreds om os og stod pegede med maskinpistoler, klar til at rede bosætterene hvis vi lod os provokere. Vi forlod Hebron og den tykke luft af afmagt og håbløshed. Nu sidder jeg på 2. chekpoint mellem Hebron og Betlehem og indånder dagens mange indtryk og dieselluften fra taxierne.

-Vi er på vej til næste chekpoint i endnu en minibus med vild og voldsom fart. På den strækning vi nu kører har der tidligere i dag været en skudepisode, hvor en mand blev dræbt og det nævnes nærmest i flygtig bisætning mellem alt det andet. Bosættelserne præger billedet langs vejen og kaster endnu en lang skygge foran den smukke forårssol. Pigtråd igen... vi kører igennem - denne gang uden at vise pas - det er første gang at vi ikke bliver anset eller tjekket. Nu er vi i den sidste minibus inden vi når til Betlehem.

 

The West bank is a video collage. 22 min. film about the life and street atmosphere in the Palestinian territories in 2002.